En god bundlinje er afgørende, men kan ikke stå alene! Købere ser ikke kun på tallene – de vurderer helheden i din virksomhed. Hvis du vil gøre din virksomhed attraktiv for potentielle købere, skal du løbende sikre, at alt fra produktion til organisation og fremtidsplaner er up to date.
Hvorfor bundlinjen ikke står alene
Købere ser på bundlinjen, men det er kun en del af billedet. De vil vide, om din virksomhed er robust, fremtidssikret og professionelt drevet. En stærk økonomi er vigtig, men uden en solid struktur og strategi kan det være svært at tiltrække den rette køber.
De vigtigste områder at have styr på
Produktion og perspektiv
Er din produktion tidssvarende, og har dine produkter fremtidsperspektiv? Det er afgørende for købere, at virksomheden ikke er på vej mod forældelse.
Kunder og vækstmuligheder
Har du styr på dine kunder, og er der potentiale for vækst? En køber vil se, at der er et solidt fundament og muligheder for at udvikle forretningen.
Organisation og medarbejdere
Er din organisation selvkørende, og har du kompetente medarbejdere der kan drifte uafhængigt af dig – hvor stor er afhængigheden af dig? En stærk og selvkørende organisation giver tryghed for køberen.
ESG
Er du up to date på ESG-området? Miljø, sociale forhold og governance er blevet centrale parametre for investorer og købere.
Fremtidsplaner - strategi
Har du en klar plan for fremtiden? Købere vil gerne se, at der er en strategi, de kan bygge videre på.
Finansiel styring
Har du en tilstrækkelig økonomistyring med opfølgning (efterkalkulation) og er din finansiering struktureret og velovervejet? En balance, hvor der er en passende ekstern- og egenfinansiering, tilstrækkelig likviditet, passende solvens og i det hele taget velafbalanceret i forhold til en købers overtagelse er vigtig. En sund økonomi, hvor den gode bundlinje naturligvis høre med og er væsentlig, er fundamentet for enhver handel.
Sådan kommer du i gang – 3 konkrete tips
Søg råd hos eksperter
Kontakt en erfaren M&A-rådgiver, der kan give dig indsigt i, hvad du skal prioritere – også selvom du ikke skal sælge nu. Blandt medlemmerne af Danske M&A Rådgivere finder du kompetente rådgivere, som gerne stiller op og møder dig (her på siden under ”Om Selskabsbørsen”). Husk at medlemmer af DMA er underlagt brancheforeningens etiske retningslinjer, og du kan derfor altid forvente en sober og seriøs betjening.
Sæt et kvalificeret hold
Opbyg et Advisory Board eller en bestyrelse med kompetente personer. Start med en formand og tilføj specialister efter behov. Du behøver ikke have en dyr og krævende bestyrelse, start med en enkelt kvalificeret person i et Advisory Board, opstil dine behov og ønsker, og sæt i gang.
Lav en realistisk plan
Definér dine mål og sørg for, at indsatserne matcher virksomhedens reelle behov. Husk, ændringer tager tid – især på markeds- og kundeforhold. Vær også opmærksom på og bevidst om, at ikke alt kan ændres eller optimeres – alle virksomheder har forhold, som i en købers øjne falder mindre heldigt ud og det skal man kunne forklare og imødegå.
Opsummering
En stærk bundlinje er vigtig, men helheden er afgørende. Ved løbende at arbejde strategisk med produktion, organisation, ESG og fremtidsplaner kan du gøre din virksomhed attraktiv for købere – og sikre en god handel, når tiden er inde.
Slutteligt, så er timing en vigtig parameter og er du besluttet på salg og finder tiden inde, så søg kvalificeret råd og vejledning fra en af Danske M&A Rådgiveres medlemsvirksomheder. Du vil hurtigt kunne få svar på hvad et ”her og nu salg” indebærer i forhold til måske at trimme og vente nogle år.
Mogens Bjerre, NYCO M&A
