Jeg har verdens bedste job! Måske ikke altid og hele tiden - men ret tit. Særligt den del hvor jeg drikker kaffe med virksomhedsejere i alle egne af Danmark. Jeg elsker at høre om virksomhedernes historie, hvordan en modig og driftig iværksætter/entreprenør har skabt et produkt, et brand, en omsætning og en arbejdsplads for både sig selv og mange medarbejdere.
Når jeg kommer til kaffe er det oftest fordi virksomheden skal klargøres til et ejerskifte. Bevares, jeg drikker da også kaffe med en del købere - men oftest er det altså sælgere jeg mødes med. Virksomhedsejere der er nået til det punkt hvor virksomheden skal sælges. Det kan være en del af en større plan, det kan være tvungent, det kan være alderen, helbredet eller aftalen med ægtefællen...
Det er altid nogle gode møder. Jeg får kendskab til endnu en spændende virksomhed og dens historie. Ejeren får nogle klare og ærlige svar på hvad der kan lade sig gøre, hvordan en salgsproces håndteres, om virksomheden reelt kan sælges, hvor de mest sandsynlige købere skal findes, hvad der kan øge sandsynligheden for et salg, hvad det er der afgør virksomhedens værdi og endelig en indikation af den forventede salgspris og sammensætningen af denne.
Min oplevelse er at virksomhedsejere oftest er realistiske omkring et salg af virksomheden. Men naturligvis er der tilfælde hvor en virksomhedsejer bliver positivt overrasket eller svært skuffet. I begge tilfælde er det desværre ofte grundet misinformation fra andre rådgivere. Måske en virksomhedsmægler der virkelig har ønsket sig et salgsmandat, måske en revisor der ikke har lyst til at miste en klient eller måske bare en rådgiver der ikke har den fornødne erfaring med køb og salg af virksomheder....
Min erfaring er at du som rådgiver kommer rigtig langt med at sige sandheden. Ingen af os er naturligvis forpligtet over evne eller erfaring og ingen af os har en krystalkugle. Men der er et absolut minimum af viden der bør være til stede når man betros forvaltningen af en virksomhedsejers "barn" og pension. Den viden er helt sikkert ikke til stede hos en af landets største virksomhedsbørser hvorfra teksten på billedet er hentet. Det er bare ikke godt nok!