2018 er ved at rinde ud og vi kan hos Faqtum M&A se tilbage på endnu et spændende år med høj aktivitet og mange nye og spændende bekendtskaber - både på partner-, køber-, sælger- og investorsiden.
Vi forventer travlhed til og med 31/12 og igen fra 1/1 hvor vi (på papiret) gennemfører årets første closing. Vi ser således frem til et spændende 2019.
Vi nåede ikke alt det vi gerne ville i 2018. Til gengæld nåede vi rigtig meget som vi ikke havde forestillet os eller have turdet gætte på. Både mængden af nye sager og afsluttede transaktioner har levet op til vores forventninger. Vi kan allerede nu se, at vi heller ikke kommer til at kede os i 2019.
I 2018 har vi arbejdet i alle dele af Danmark. Fra Bornholm til Esbjerg og fra Skagen til Gedser. Sagerne fordeler sig ligeligt med en lille overvægt vest for Storebælt. Vi har også været en del uden for landets grænser i jagten på den helt rigtige køber.
I 2018 har vi styrket os yderligere med flere kompetente kræfter på vores kontor i Kgs. Lyngby. Vi har indgået flere tætte strategiske samarbejder og også intensiveret samarbejdet med vores eksisterende partnere. I 2019 vil vi fortsætte væksten samt investere i samarbejdet med andre rådgivere. Vi tror på at man løfter bedst i flok og vinder på at stå skulder ved skulder.
Det er oftest de små og mellemstore ejerledede virksomheder vi møder på sælgersiden. Det passer os rigtig fremragende - vi elsker at møde modige danskere der har lagt mindst en hånd på kogepladen.
På købersiden fylder både de finansielle, de industrielle/strategiske og de arbejdende købere rigtig godt i landskabet. Ofte dukker der købere op vi ikke kunne have analyseret os frem til på forhånd.
Mængden af både sælgere og købere er stor. Der er adgang til finansiering og der bliver handlet virksomheder på et fair niveau som både købere og sælgere kan være tilfredse med. Vores krystalkugle står lidt uskarpt, men vi tør godt tro på at det gode marked holder igennem 2019 også.
Sluttelig ønsket om en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår til alle vores kunder og øvrige samarbejdspartnere.