Mød en stærk køber - Lottrup & Co.

LottrupNy.png

TRODS CORONA-KRISEN ER EN DEL INVESTORER FORTSAT KLAR TIL OPKØB - LÆS HER HVAD EN AF VORES SAMARBEJDSPARTNERE, LOTTRUP & CO, SØGER VED OPKØB.

I vores løbende dialoger med investorer talte vi forleden med en af vores samarbejdspartnere for at høre om deres appetit for virksomhedsopkøb i en tid der fortsat er påvirket af Corona-krisen.

Søren Lottrup er administrerende direktør og medejer i Lottrup & Co A/S, som er en familieejet investeringsfond. Fonden har fokus på aktive investeringer, hvor kombinationen af kapital og strategisk sparring kan bidrage til at videreudvikle virksomheden og realisere nye mål.

Fonden har primært investeringer inden for software og e-handel, men er også involveret i industrielle produkter og byggeri. Igennem det sidste år har Lottrup & Co været aktiv på investeringsfronten og er løbende på udkig efter nye spændende muligheder.

REALISERER POTENTIALET I SAMARBEJDE MED DE NUVÆRENDE EJERE

Når Søren leder efter virksomheder for opkøb eller investering, søger han virksomheder med et godt vækstpotentiale. Ofte er det virksomhedens nuværende ejer, der har den største forståelse for virksomheden potentiale og begrænsninger. Derfor er det vigtigt, at der i fællesskab udarbejdes en fremtidig vækst og forretningsplan, der i samarbejde med den nuværende ejer kan realiseres. I de tilfælde hvor den nuværende ejer gerne vil forlade virksomheden, kan planen også indeholde et exit for vedkommende og rekruttering af en ny ledelse med relevante kompetencer.  

FOKUS PÅ KOMPETENCER OG SYNERGIER

Søren investerer gerne i virksomheder, hvor der kan opnås synergier mellem den opkøbte virksomhed og de kompetencer og resourcer, der er tilgængelige i Lottrup & Co. Det kan fx handle om kompetencer inden for online salg, indkøb, internationalisering eller at tilbyde de eksisterende kunder nye produkter og løsninger.

Synergierne skal bidrage til, at den opkøbte virksomhed kan vækste og forbedre resultaterne yderligere. Og omvendt er der ligeledes kompetencer og resurser i den opkøbte virksomhed, der kan styrke andre selskaber i Lottrup & Co porteføljen. 

”Ved opkøb kigger vi især efter synergier i forhold til de kompetencer og resurser vi kan tilbyde eller har brug for”.

VIRKSOMHEDER MED SUCCES, TRODS CORONA-KRISEN

I en tid hvor en del virksomheder er hårdt ramt af Corona-krisen fortæller Søren med ydmyghed, at mange af deres seneste investeringer har performet rigtig godt. En af dem er Shark Gaming Systems, der har nydt godt af at de fleste mennesker som bekendt har været meget mere hjemme det seneste år. Det har medført, at efterspørgslen efter spilleprodukter har været stigende. Samtidig foregår salget af produkterne online, hvilket har været nødvendigt for det styrkede salg.

Hos Faqtum M&A ser vi, at der heldigvis også er mange andre virksomheder, som oplever fremgang trods Corona-krisen. Vi tror, at Corona-krisen vil få en langsigtet betydning for menneskers vaner og adfærd. For eksempel med at arbejde mere hjemme, rejse mindre og blive mere digitale. Dette kan få en positiv effekt på en lang række virksomheder, ikke kun på kort sigt, men også på langt sigt. Det vil skabe mulighed, og i nogle tilfælde nødvendighed, for en del virksomheder at blive mere digitale, hvilket dermed kan øge både interessen for og relevansen af ejerskifte.

Du kan læse mere om Lottrup & Co på www.lottrupco.dk.