Huset skal nok blive solgt - modsat virksomheden...

Depositphotos_24418461_xl-2015.jpg

“Nåh ja - det er jo ligesom at sælge et hus”….

Det sker ikke sjældent at vi møder den antagelse - at salget af virksomheden er ligesom salget af huset. Der er også mange lighedspunkter - men på vitale områder er salget af virksomheden markant anderledes. Huset skal nemlig nok blive solgt - også selv om ejeren mister motivationen og glæden ved huset. Ja endda også selvom ejeren vælger at fraflytte huset undervejs. Sådan er det ikke med salget af virksomheden.

Derfor er den mentale rejse ved et salg af en virksomhed meget hård. Derfor skal Sælger forberedes og klædes bedst muligt på til processen. Derfor skal sælger have et realistisk billede af virksomhedens værdi SAMT af hvad salget vil bringe af provenu - og derfor skal salget helst ske, mens sælger stadig er forelsket i sin virksomhed.

Den realistiske forventningsafstemning betyder ikke, at sælger ikke gerne må være ambitiøs i salgsprocessen…

Den mentale rejse

Forestil dig at du har boet i et hus i 38 år. Du har forbedret det, renoveret det, passet det og plejet det. Vognporten og orangeriet har du selv bygget. Huset har været dit hjem - rammen om dit og din families liv.

Men nu har dit liv og dine prioriteter ændret sig. Du har ikke længere samme energi eller motivation omkring dit hus. Det er blevet en sur pligt at slå græs og rense tagrender. Ukrudtet mellem fliserne ville du gerne være foruden - og den indvendige og udvendige maling virker nærmest uoverskuelig.

Derfor har du og din ægtefælle besluttet at flytte. Det næste kapitel skal starte og jeres næste hjem venter - en golflejlighed i Spanien, et skønt rækkehus ved Holbæk Fjord eller en nybygget lejlighed midt i Aarhus.

Beslutningen var længe undervejs. Det var ikke uden vemod at du og din ægtefælle nåede frem til den endelige beslutning. Men i det øjeblik I tog beslutningen - så var I nærmest lettede. Nu kunne det næsten kun gå for langsomt med at få solgt huset og komme videre med det næste spændende kapitel af jeres liv.

Men huset skal sælges godt - friværdien er fundamentet i jeres pension. Det er her de næste mange års økonomiske frihed ligger. Desuden er I slet ikke klar til at “forære huset væk” - det skal være en fair, rimelig og ordentlig handel. 

De første tre måneder af salgsprocessen går godt. Ejendomsmægleren er positiv og det er ikke svært at finde motivation til at holde huset og ejendommen pænt. Mentalt er I dog allerede flyttet ud - meget af tiden går med at planlægge livet i jeres næste hjem. Der er allerede kommet et regulært bud på jeres hus - men det er blankt afvist da der var tale om en “svinebud”. 

En dag står oliefyret af. Den rigtige beslutning vil være at skifte til varmepumpe. En beslutning der også vil være økonomisk rigtig - set over en længere årrække. I første omgang tryller VVS-manden - med reservedele og kunstigt åndedræt kommer der gang i fyret. Men det er “en stakket frist” som VVS-manden siger….

Der går yderligere tre måneder… Der kommer ikke længere gæster til åbent-hus arrangementerne. Mægleren er sværere at få fat i og den store rate 3 på det nye hjem nærmer dig. I er begyndt at pakke i flyttekasser - men prøver at gøre det på en måde så huset stadig ser beboet ud.

Efter 8 måneders salgsproces beslutter I - sammen med mægleren - at sætte prisen på huset ned. Huset skal nok blive solgt og I skal nok komme videre. Processen kunne helt sikkert have været bedre. I kunne med sikkerhed have været bedre forberedt på processen. Men huset skal nok blive solgt - også selv om I vælger at fraflytte huset før et salg.

Følelserne kan sammenlignes med processen når virksomheden skal sælges. Men her må sælger ikke miste motivationen eller fraflytte virksomheden undervejs. Her er der ingen garanti for et salg og her er værste scenarie at “huset” helt forsvinder og efterlader jer med økonomiske forpligtelser…

Sørg for at tale processen godt igennem. Sørg for at have gennemført en grundig forventningsafstemning med dine rådgivere. Vær gerne ambitiøs - men også realistisk! God forberedelse kan være helt afgørende for salget af virksomheden.