
“I må da kunne sælge virksomheden på et par måneder”…? Det hænder en gang imellem, at vi får det spørgsmål fra en virksomhedsejer.
Svaret bliver noget i retning af; “Jo, det kan vi såmænd nok. Men vi er ikke sikre på at du vil være tilfreds med resultatet”.
Oftest tager en klassisk salgsproces 9-12 måneder. En klassisk proces er der hvor virksomheden skal klargøres, hvor der skal udarbejdes en retvisende præsentation af virksomhedens fortid og potentielle fremtid, hvor markedet skal afsøges, hvor den rigtige køber skal identificeres i et bredt køberfelt, hvor bud skal forhandles og evalueres, hvor der skal klargøres og gennemføres en due diligence, hvor der skal forhandles og udarbejdes en overdragelsesaftale med tilhørende garantikatalog og hvor der sluttelig skal gennemføres signing og closing.
På købersiden kan det også være nødvendigt med ekstra tid til beslutningsprocessen. Finansielle købere og større industrielle købere har ofte længere beslutnings- og behandlingsprocesser. Andre købertyper kan skulle bruge ekstra tid for at opnå den nødvendige finansiering.
Sædvanligvis vil det tage op til seks måneder alene at nå frem til at den rette køber er identificeret. Herefter tager det oftest yderligere 3-6 måneder for at komme i mål med en gennemført transaktion.
En proces hvor den rette køber allerede er identificeret - og dialogen måske endda er startet - tager markant kortere tid.
NOGEN GANGE SKAL DET GÅ STÆRKT
Der kan selvfølgelig være situationer der kræver en hurtigere proces og hvor alle må finde et ekstra gear. Det kan eksempelvis være når en aktiv virksomhedsejer dør - så står virksomheden potentielt i en vanskelig situation. Dette var tilfældet med den ordreproducerende maskinfabrik VPD Bearbejdning i Regstrup ved Holbæk.
En fantastisk medarbejderstab stillede sig skulder ved skulder og skabte den fornødne ro internt og i forhold til kunder og samarbejdspartnere. Advodan satte sig for bordenden og sikrede dialogen med arvingerne samt at virksomheden blev ledet. Revisor og bogholder sikrede fuld adgang, transparens og hurtig levering af alle nødvendige data. Samtidig satte vi hos Faqtum M&A fuld fokus på at finde den rette nye ejer. Efter mindre end tre måneders salgsproces fik en god virksomhed en ny og god ejer.
Dette forløb kunne kun lade sig gøre grundet en stærk medarbejderstab, en beslutsom køber, arvinger der forstod vigtigheden af en hurtig proces samt et særdeles godt samarbejde mellem advokat, revisor og mægler.
Undervejs i processen nåede vi at gennemføre dialoger med mere end 30 potentielle købere. Vi modtog 5 indikative bud på virksomheden og gennemførte både proces, signing og closing.
Vores konklusion må derfor være, at det KAN lade sig gøre, at gennemføre en salgsproces på kun tre måneder. Men vi foretrækker og anbefaler at der sættes op til 12 måneder af til processen.
ET GODT MARKED KAN ØGE HASTIGHEDEN
Tre, seks, ni eller tolv måneder…. Det kan selvsagt kun lade sig gøre, at sælge en virksomhed såfremt der er købere i markedet. I branchen taler vi netop nu om, at markedet er “brandvarmt” samt at der er flere Købere end Sælgere i markedet.
Det er korrekt at markedet er brandvarmt samt at der er mange købere i markedet. De finansielle købere optræder næsten dagligt i Børsen med nye opkøb og investeringer og både de industrielle og de arbejdende købere er aktive igen efter lidt Corona-forskrækkelse.
Der er også mange sælgere i markedet. Utallige analyser viser, at et rekordstort antal virksomheder står over for et generationsskifte. Men da de færreste potentielle sælgere ønsker en “offentlig salgsproces”, er det kun ganske få virksomheder der åbent skilter med at de er til salg. Mange virksomheder kører en meget lukket, anonym og fortrolig proces og endnu flere sidder endda og venter/håber på henvendelsen fra den rigtige køber.
Det betyder at tidspunktet er særdeles gunstigt for salg af virksomheden. Men husk at en handel kun kan lade sig gøre såfremt Køber og Sælger finder en pris og en model som begge kan acceptere. En god virksomhedshandel kan kun lade sig gøre hvis både købere og sælgere er realistiske og klar til at indgå en fair og ordentlig handel.