
M&A markedet for SMV’er er fortsat med at vokse i 2021. Denne udvikling kan især ses indenfor softwaresegmentet, der igennem de seneste år har oplevet stor vækst indenfor antal transaktioner.
I Q1 2021 blev der i Danmark solgt 13 softwarevirksomheder i SMV-segmentet*, hvilket udgør 27% af alle solgte SMV’er i denne periode. Denne andel har været stigende siden 2018, hvor softwarevirksomheder repræsenterede 11% af de samlede M&A transaktioner i SMV-segmentet.
De solgte softwarevirksomheders forretningsområder spænder bredt, fra ERP-systemer over sikkerheds software til gaming løsninger. Ved salg af softwarevirksomheder er omsætning og potentiale ofte vigtigere end lønsomhed. Majoriteten af de solgte softwarevirksomheder havde således en bruttofortjeneste på under DKK 5 mio. og ca. 50% af dem havde negativ EBITDA.
Der ses en tendens til at flere softwarevirksomheder i SMV-segmentet bliver opkøbt af store virksomheder. De store virksomheder er både kapitalfonde og strategiske købere som søger finansielle synergier, men som også udnytter deres størrelse og knowhow til at distribuere softwaren til nye markeder. En anden tendens er, at flere transaktionerne er små og det seneste år har størstedelen af transaktionerne således været på under DKK 30 mio. (enterprise value).
Køberne af softwarevirksomhederne er spredt geografisk, og i betragtning af at der er tale om SMV’er, er forbavsende mange købere udenlandske. Det seneste år var således kun 24% af køberne fra Danmark, mens 24% kom fra andre lande i Skandinavien og 21% fra USA.
Børsnoterede softwarevirksomheder værdiansættes for tiden til i gennemsnit 17,5x EBITDA og 4,2x omsætning. Pris og multipler for køb af unoterede virksomheder er sjældent oplyst, men er normalt 20-50% lavere end de børsnoterede virksomheder i samme industri. Dette skyldes, at deres aktier er illikvide samt at forretningsrisikoen normalt er større for mindre virksomheder.
Faqtum M&A rådgiver for tiden flere softwarevirksomheder der er ved at blive solgt. Interessen for køb af disse virksomheder har været stor, hvilket har været med til at sikre attraktive salgsvilkår. Vores position som rådgivere i SMV-segmentet og relativ stor viden om potentielle købere giver os gode forudsætninger for at vurdere, hvad der er en realistisk salgspris og hvordan vi finder den bedste køber.
Hvis du kunne være interesseret i at høre mere om virksomhedssalg eller hvad din virksomhed er værd, er du velkommen til at kontakte os på 77 77 77 19 eller via info@faqtumma.dk.
*SMV-segmentet er i denne forbindelse defineret som virksomheder med en EBITDA på DKK 1-20 mio. Kilde er databasen Zephyr.